Da fusionen er skattepligtig, beskattes medlemmerne i de ophørende afdelinger. Fusionen har ingen betydning for medlemmerne i den fortsættende afdeling.
I forbindelse med fusionen bliver beviser i de ophørende afdelinger ombyttet til beviser i den fortsættende afdeling. Antal af beviser, som investorerne i de ophørende afdelinger vil modtage, vil afhænge af forholdet mellem den indre værdi pr. bevis i de fusionerende afdelinger pr. opgørelsesdagen, som forventeligt bliver den 23. maj 2024.
Medlemmerne i de ophørende afdelinger anses for at have solgt beviserne i den ophørende afdeling og købt beviserne i den fortsættende afdeling.
I forbindelse med fusionen udbetales en kontant restudligningssum. Den kontante restudligningssum opstår fordi ombytningsforholdet kun undtagelsesvis svarer til et helt antal andele i den fortsættende afdeling. Differencen bliver derfor udbetalt som en kontant betaling som et restudligningsbeløb. Restudligningsbeløbet kaldes også for ”en spids”.
Ud over den kontante restudligningssum kan der blive udbetalt en slutudlodning, hvis den ophørende afdeling er en udloddende afdeling. Slutudlodning skal opgøres efter reglerne i Ligningslovens § 16 C, stk. 3.
Den skattemæssige anskaffelsessum for de modtagende beviser i den fortsættende afdeling udgør værdien af de modtagne beviser på ombytningsdagen. Beviserne i den fortsættende afdeling beskattes på samme måde som beviserne i den ophørende afdeling.
Overblik over beskatning af beviserne i de ophørende afdelinger kan du finde HER.
Du kan læse mere om generel beskatning af de ophørende afdelinger i den samlede skatteguide for skattepligtige i Danmark.